3. Studiedag - eksperimenter i undervisningen

Mine erfaringer med at eksperimentere med og i undervisningen er brede og positive. Jeg kan faktisk ikke forestille mig selv i et længerevarende undervisningsforløb, hvor der ikke er mulighed for at eksperimentere.

Når man lader sin intuition råde, og skaber plads til spontane eksperimenter kan alt ske. 
Herunder et sådant eksperiment:

Phillip på 2. Hovedforløb hvor hovedtemaet er "klædningsmetoder" dvs. forskellige metoder til at lave "siderne" på en båd. Phillip - der i militæret, og på sin nuværende arbejdsplads, er vant til at blive "holdt i kort snor" er entusiastisk og engageret, men særdeles utålmodig. Hans håndværksmæssige evner udvikles ikke hurtigt nok, i forhold til hans egne forventninger og ønsker til det han vil kunne. Han bliver ofte frustreret, når det han producerer ikke er på niveau med de andre på holdet. Arbejdet foregår i grupper, og der er en tendens til at Phillip ikke får de opgaver der kræver høj kunnen - han bøjer ofte selv af, og overlader dem til andre.

Phillip i maskinværkstedet.




Jeg overvejer hvordan jeg kan styrke Phillips "self efficiacy" - jeg fornemmer at en styrket tro på egne evner vil give ham mod til at arbejde  mere tålmodigt med det der falder ham svært.
Ved en fejl kommer jeg til at plotte en 6 x 1m lang tegning ud i et forkert målestoksforhold. Tegningen er ubrugelig. Jeg stikker Philip tegningen i favnen og siger " kan du ikke bygge mig en båd af det her, så alt det papir ikke går til spilde". Dennis der står ved siden af griber den straks og siger "selvfølgelig kan vi det - kom Phillip".
Dennis er veteran fra Afganistan, en moden ung mand - fagligt meget dygtig, også med en udtalt rastløshed, han dog anvender konstruktivt, hvorved han opbygger et "overskud og overblik" til at se ud over det han selv står med. Han fungerer som det anker Phillip har brug for, for at holde næsen i sporet. (Min efterrationalisering - lige efter jeg havde sat opgaven i verden).

De to arbejdede i løbet af de næste par uger på projektet. De blev vejledt undervejs ud fra en beslutning om ikke at give nogle færdige løsninger (ikke at jeg kendte nogen angående papir både). Hvis Phillip feks. spurgte mig "kan jeg lime med snedkerlim" - ville jeg typisk svare " Hvad ved vi om snedkerlim?" - Phillip ville så ræsonere og måske svare "den er ikke vandfast". Så kunne jeg så sige "Så hvad bliver du så nød til, hvis du bruger den" osv.
Jeg husker specielt et punkt i processen, hvor de var blevet enige om at det skulle være en kano. Papir har den egenskab, at det ikke kan være dobbeltkrumt - hvilket er en udfordring når man tænker i traditionelle bådlinjer. De prøvede at forme papiret uden tilfredsstillende resultat. Opgivende kom de til mig og bad om råd, og jeg svarede (med tanke på at uddybe mit association) "jeg tror I skal tænke som indianere" - og inden jeg nåede at uddybe noget som helst, var de videre og klædte kanoen.

Vi afslutter altid 2.hovedforløb, med at eleverne får lejlighed til at sejle i de joller de har bygget, og efterflg. griller vi i skoven og får en øl - vi fejrer at vi har skabt noget der fungerer.

Afslutningen er ultimo november, det kan være koldt - (vi ender som regel med en dukkert alligevel). Phillip var gennem processen skiftevis overbevist om kanoens fortræffelighed, og stærkt bekymret over visheden om at han formentlig ville forlise (og i bedste fald fryse en vis legemsdel af)

Billederne viser Phillips yderst succesfyldte sejlads i prototypen.

Det sidste billede viser en triumferende Phillip. Han løste opgaven - konstruerede selv et fartøj, der holdt vand. Jubelen var total (og større end jeg havde forudset) jeg fik en oplevelse af at Phillip på et plan var blevet frisat af hans process.

Jeg har ikke set Phillip siden afslutningen. Jeg har fået at vide at han har opsagt sin læreplads, og er taget ud at rejse ......